Fodbold

Børneopdragelse – har du styr på det?

Jeg læste for nylig, at en af de 7 største synder i forbindelse med børneopdragelse er at give efter. Åh åh! Den var ikke god, det er nemlig en af de ting, jeg er værst til. Særligt Malthe har en tendens til at slippe afsted med for mange ting. Dels fordi der sidder et kvikt hoved på min dreng, men også fordi, han er mester i skabe drama og ravage, hvilket jeg desværre ofte giver efter for, fordi han har et meget hidsigt temperament.

Det er bare ikke smart, for det lærer barnet at plage og presse på. Jeg skal simpelthen blive bedre til at holde på min egen vilje, men ikke for en hver pris. Det handler om at vælge sine kampe. Skal vi f.eks. ind og ud af bussen eller toget, så SKAL den lille bandit holde mig i hånden. Skal vi derimod gå rundt i et halvtomt Føtex, så er det da fair nok, at han render ved siden af mig og gør sig nogle korte ture til siderne, så længe jeg har ham inden for synsvidde. Så okay. Her skal jeg som mor blive bedre.

Punkt to på listen, jeg læste: ”Du bør ikke bruge bestikkelse”. Øv altså! Det gør jeg jo også, er jeg så dårlig en mor? Jeg har da flere gange taget mig selv i at love noget, hvis vi har skulle skynde os eller jeg ikke har haft energi til en forhandling om noget. Virkelig… Må man ikke det?

Hmm, som jeg fortsatte ned af listen, slog det mig: De her lister, de duer ikke til meget. Her er der hverken plads til en hvid løgn, at hæve stemmen bare en anelse eller at overdrive for argumentets skyld – og meget andet.

Ved I hvad? Jeg synes det er fint at læse sådan en liste som en slags inspiration eller perspektiv, men jeg er sikker på, at så perfekte mødre eller fædre slet ikke findes.

Så børneopdragelse? Jeg tror, du også har styr på det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *