Min nye yndlingskrog i huset

Jeg har i den sidste tid haft rigtig meget lyst til at ændre ting i hjemmet. Jeg ved ikke om det er fordi huset har set ens ud i de sidste mange år og jeg endelig er blevet træt af det. Eller måske var det bare forårsrengøringen i sidste uge, der gav mig blod på tanden efter mere. Men en lille forandring blev der da til.

Forårsrengøring skal der til

I sidste uge holdt vi et par dage fri fra arbejde og fik endelig ryddet op og ryddet ud i alle vores ting. Vi tømte næsten huset ét værelse ad gangen for at komme rundt i alle kroge, under alle senge og bagved alle kommoder og skabe. Det tog sin tid, skal jeg lige hilse at sige, men resultatet taler for sig selv. Her er igen rent og dejligt og vi har fået smidt en masse ting ud, som vi faktisk aldrig bruger – en masse ting, som vi faktisk har villet af med i lang tid. Nu er det alt sammen smidt til genbrug og så håber jeg at der er nogle andre, der bliver glade for det!

En lille forandring fulgte med

Men selvom fokus var på rengøring og oprydning, så var der faktisk en anden lille ting, jeg godt kunne tænke mig i huset – nu hvor vi alligevel var i gang. Så længe jeg kan huske har vi haft en gammel nedslidt lænestol i stuen. En lænestol, som Sebastian arvede af sin bedstemor i sin tid. Den er ikke specielt pæn og den er så brugt at den ikke længere er behagelig at sidde i. Og det ved jeg, fordi det altid er mig, der skal sidde i den. Sebastian og børnene indtager altid sofaen om aftenen. Men nu hvor vi alligevel var godt i gang med oprydningen, så kom den også med på genbrugspladsen – dog ikke til genbrug.

Men altså uden lænestol, så havde vi brug for en ny siddeplads til mig i stuen. Det har jeg glædet mig til i mange år! Så jagten gik ind og jeg kiggede overalt på nettet efter min nye lænestol. Men det blev ikke til en ny lænestol. Jeg fandt noget meget bedre. Jeg fandt en side med hængekøjer. Ja, du læste rigtigt. Hængekøjer! Det er en meget utraditionel måde at sidde på, men der findes faktisk noget, der hedder en hængekøjestol – og sådan én er jeg den stolte ejer af nu. Den er ikke bare behagelig, den er fantastisk! Og ikke nok med det, så giver den også et frisk pust til vores stue. Jeg er bare så glad for den!

Så nu finder du mig hver aften i min dejlige hængekøje med en god bog og en lækker smoothie og slapper af og tanker energi til en ny dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *