JUL, JUL, JUL, JUL

NU er det jul igen – og ikke et øjeblik før.

Yes, det er endelig snart! Den magiske tid på året. Hyggen, vi har brug for, midt i den mørke (års)tid. Gaverne. Maden. Julebagning .. Ja, jeg elsker jul, og det har jeg faktisk altid gjort.  

Jeg tror måske, det er fordi, jeg generelt er et sommermenneske, som kan have det lidt anstrengt ved kolde og mørke måneder, men som altid lyser op, når julen for alvor indtræder. Faktisk forsøger jeg nogle gange at holde mig selv lidt i snor, fordi jeg er bange for at “opbruge” julestemningen inden december. Jeg ved godt, at det lyder lidt fjollet, men supermarkederne og gadepyntet hjælper jo ikke ligefrem med at holde en i snor, og nogle år har jeg bemærket, at jeg nærmest er træt af julen, inden december overhovedet er begyndt. 

Børn gør julen bedre  

Nogle, der ikke har lyst til at vente længe på jul, er mine børn, Malthe og Sofia. Hvis det stod til dem, så tror jeg godt, at det måtte være jul hele året rundt. For børn virker julen jo magisk – ventetiden er mere spændende, gaverne er endnu federe at åbne og man får lov til at være sent oppe! 

Jeg har opdaget, at julestemningen i vores hus er blevet forbedret en del, siden der kom børn i huset. Det er som om, at man bliver lidt for bevidst om metajulen (altså, alt det, der ligger bag ved julen, for at julen er jul, som vi kender den), når man er voksen. Jo ældre, man bliver, jo mere går det op for en, at julen ikke er magisk – den er blot arrangeret sådan, at den forekommer det. Jo flere jule, man fejrer, des mere går det op for en, hvor meget planlægning og penge, julen i virkeligheden kræver.  

Det er derfor fedt, når man kan mærke, at der virkelig er en grund til at gå igennem besværet. For nu gør man det for nogen, som man virkelig holder af, og som virkelig sætter pris på det.  

Nå, nu vil jeg gå ud og begynde julesmåkagebagningen med mine to små.

Glædelig jul lige om lidt. Jeg håber I alle får en fantastisk jul med dem, I holder af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *