Crossfit

Endnu en gang motionskriger

Januar. Kroppen skriger på salt, sukker og transfedtsyrer, men planen siger det samme som på samme dag et år forinden: Du skal motionere!

Ja, jeg er hoppet med på fitness-boomet, der altid finder sted 1. januar. Men i år SKAL det også bare være. Både for mig og Sebastian. Vi har nemlig mange gange læst de der ”videnskabelige” artikler, der påpeger, at parforholdet nok er skyld i et par kilo mere på sidebenene. Og med Malthe og Sofia i huset, synes vi nok også at slik og søde sager flyder lidt for frit, hvilket er svært at modstå.

Summa summarum: Sebastian og jeg er nu medlemmer i et fitnesscenter.

Calories, Crossfit and Consistence! De tre C’er

Nu er det ikke fordi, hverken Sebastian eller jeg ikke har dyrket sport før. Vores engagement er nok bare dalet lidt med tiden. Sådan som det gør for alle, ikk’ 😊

Vi har dog lavet vores egen lille huskeregel, som skal gøre det let at huske på de sunde tendenser. Vi prøver nemlig at indtage lidt færre kalorier, dyrke crossfit og være konsistente.

Valget på crossfit var egentligt Sebastians. Træningsformen bygger jo både på styrke, udholdenhed og cardio. Og så kender han flere, der har fået vildt flotte resultater. Samtidig findes der nu et hav af apps, så man kan følge med i træningen og kalorieindtaget – og det er faktisk det, der giver konsistensen. Det er nemlig ret sjovt at se, hvordan vi opnår fremskridt.

Nu vil jeg også forlade tastaturet og finde sjippetovet frem sammen med Sofia. Vi skal nemlig sjippe, men for mor er det ikke kun leg. Tilbage står nu bare spørgsmålet: hvor længe kan det blive ved?

Fortsættelse følger!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *