Er jeg typen, der laver et nytårsforsæt?

Forandring fordrer forandring?

Jeg er ikke typen, der sådan altid har et nytårsforsæt. For to år siden piftede jeg mit køkken op med nye farver. Sidste år tog vi beslutningen om at købe vores hund, Rex. Men selvom jeg ikke ligefrem vil kalde det nytårsforsæt, så ændrer jeg ofte noget, når der kommer et nyt år.  

Jeg kan faktisk godt lide tanken om, at et nyt år kan inspirere til nye tiltag – også selvom man i princippet kunne lave forandringer resten af året. Der er bare noget mentalt opmuntrende ved, at man ikke er alene om forandring. Det er nemlig sådan, at vi mennesker, som species, er vanedyr. En forandring kan derfor virke skræmmende og meget mere uoverkommelig, end den egentlig er. 

Det er blot vores hoved, der narrer os. Men det smarte er, at vi kan narre den tilbage. Så når det er nytår, fortæller vi os selv, at forandring ikke er så skræmmende, fordi der allerede er så meget forandring i luften. 

De fem kilo, I aldrig hørte mere om ..  

Ja, overskriften afslører måske, hvad jeg har i tankerne (og ikke mindst på kroppen .. ). Sidste år gav jeg mig selv det mål at tabe fem kilo inden sommerferien. Som I måske kan regne ud, har intet rigtig forandret sig (altså bortset fra, at det næsten er et nyt år og sådan noget 😉). Jeg kæmper fortsat med at tabe de fem kilo, som har fastsat sig på min krop – uden overhovedet at søge opholdstilladelse om at være der.  

Men måske, når jeg siger, at jeg kæmper, så er det begrænset, hvor meget jeg egentlig har taget kampen op. Jeg har derfor besluttet mig for at benytte nytåret til at narre mit hoved til at tro, at det nu bliver nemmere at tabe kiloene. Jeg ved godt, at det ikke er nok i sig selv. Det kræver også hårdt arbejde at tabe sig, men jeg tror på, at troen på vægttabet også skal være med på rejsen.  

Jeg har derfor allerede meldt mig ind i crossfit (Ja, jeg ved godt, jeg tidligere var medlem, men jeg har lige holdt en lille pause fra det (OK, måske halvstor)). Jeg har også fået min familie med på at lave en madplan, hvor vi fokuserer på friske råvarer og forsøger at spise så lidt processeret mad, som det er muligt.  

Derudover skal jeg også huske at udnytte, at vi har fået en hund, som altid er klar på en gåtur! Man kan faktisk brænde vildt mange kalorier på at gå ture, og så føles det bare ikke særlig hårdt.  

Så ud over at jeg har planlagt, at jeg skal begyndte at crossfitte mindst to gange om ugen, så har jeg også sat et mål om, at jeg skal gå 10.000 skridt hver dag, som man anbefaler. Det bliver Rex også glad for!  

Kryds fingre for mig – og hav et rigtig godt nytår!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *